Godt naboskab skal, ligesom venskab, ægteskab og fællesskab, plejes. Det er vigtigt, når man bor dør om dør med hinanden. Men hvordan kan konflikter undgås? Og hvordan griber man sagen an, hvis skaden er sket?
Når man deler vægge og lofter med naboen, underboen og overboen, er det ikke utænkeligt, at der kan opstå gnidninger. Både små som store ting kan gå en på nerverne, når de øvrige beboeres hverdag pludselige rykker med ind bag hjemmets fire vægge.
Lav interne aftaler i foreningen
Et godt socialt miljø i boligforeningen er et fornuftigt sted at starte, hvis man ønsker at undgå konflikter. Bestyrelsen kan skabe rammerne for dette. I de fleste foreninger vil der være en husorden – regler for hvad man ikke må. Jesper Bastholm Munk, konfliktmægler hos Center for Konfliktløsning, kommer med et forslag. »Overvej i bestyrelsen at lave et oplæg der formulerer tingene mere positivt og læg vægt på, hvordan I kan imødekomme hinandens behov. Hvordan snakker vi med hinanden om tingene i foreningen? Hvad gør vi, hvis vi er uenige om noget?«. Han fortsætter, »et par gode råd til, hvad man gør, når uenigheder opstår, kan være et godt tillæg til husordenen«.
Kom hinanden ved
Det kan være vanskeligt at finde en balance mellem privatliv og fællesskab i en boligforening. For hvor meget skal man egentlig blande sig i naboens liv? Et godt naboskab kan dog have stor betydning for, hvordan, og om, vi tager konflikter op. For det er som regel nemmere at fortælle naboen, hvis noget går en på, når man kender hinanden – selv blot en smule. »Hils på din nabo i opgangen og byd de nye velkommen. Det skaber større tolerance og gør det nemmere at håndtere konflikter, hvis de alligevel skulle opstå«, fortæller Jesper, der har stor erfaring med konfliktmægling mellem beboere.
Hvad gør man, hvis noget går en på?
Hvis du hver morgen vågner ved, at overboens børn tramper i gulvet, er det vigtigt at tage konflikten i opløbet. »Det er vigtigt at tage problemet op tidligt i forløbet «, siger Jesper og fortsætter, »sker det gentagne gange? Så tag det op! Jo længere tid man venter, jo mere konfliktoptrappende er det«. Det er ikke forbudt at være nysgerrig på, hvad der foregår. Ofte er din nabo slet ikke klar over, at noget, som han eller hun gør, går dig på. Så vær ikke bange for at tage en snak med din nabo.