Mange ejerforeninger oplever stigende pres fra korttidsudlejning og ejere, der ikke deltager i foreningslivet. Håndteringen bør være systematisk og baseret på klare regler – ikke ad hoc-løsninger.

Første skridt er en opdateret husorden, vedtaget med simpelt flertal. Husordenen kan fastsætte tydelige ordensregler for brug af fælles- og særejendom, fx om støj, affald, adgangsforhold og nøgler. Den kan også pålægge udlejere at sikre, at lejere modtager og overholder husordenen, samt beskrive et fast påbuds- og sanktionsforløb. Husordenen er dog en ordensforskrift og kan ikke bruges til indgreb, der kræver kvalificeret flertal.

Ønsker foreningen at regulere selve udlejningsmønstrene, skal det ske via vedtægterne. En særvedtægt, vedtaget med kvalificeret flertal og tinglyst, kan fx indeholde minimumslejeperioder, begrænsninger for erhvervsmæssig korttidsudlejning, registrerings- og dokumentationspligt samt konventionalbod ved overtrædelser. Tinglysning sikrer, at reglerne også gælder for nye ejere og kreditorer.

Regler uden håndhævelse har ingen effekt. Bestyrelsen bør derfor følge en konsekvent praksis med skriftlige påtaler og – hvor vedtægterne giver hjemmel – bod, erstatningskrav eller i sidste ende retlig forfølgning. Foreningen har adgangsret ved nødvendige eftersyn og kan om nødvendigt søge fogedens bistand.

Kommunikationen skal være saglig og ensartet, og alle tiltag skal respektere lighedsgrundsætningen og proportionalitet. Målet er ikke at forbyde udlejning, men at sikre, at den sker på foreningens præmisser.