At varetage en andels- og/eller en ejerforening er ikke bare noget, man kan gøre med ”højre hånd”. Opgaven kræver i dag et stort kendskab til markedet, branchen og hele systemet.
At drive professionel ejendomsadministration er for os mere end bare at betale regninger og møde til generalforsamlinger.
En administrator er foreningens – og især bestyrelsens – sparrings- og rådgivningspartner. Det er administrators rolle at sikre, at der er hurtig respons, fra bestyrelsen måtte få en tanke, ide eller udfordring, til vi har handlet på henvendelsen.
Bestyrelsesmedlemmer er ofte selv i arbejde og har derfor brug for, at administrationen kan tage over og træde til, når tingene brænder på.
Derfor er det også en dygtig administrators rolle at se sin bestyrelse i øjnene og at være i tæt dialog med dem – gerne på det niveau, hvor administrator er på fornavn med sin bestyrelse, da det gør rådgivningen mere brugbar og til gavn for alle.
Byggesager
Som administrator agerer man bestyrelsens forlængede arm og påtager sig et stort ansvar på vegne af foreningen. Det er ofte en klar fordel for bestyrelsen at vælge en byggesagsadministrator, der er dækket af en professionel ansvarsforsikring. På den måde løftes eventuelle fejl fra bestyrelsens og foreningens skuldre.
At varetage de juridiske og økonomiske forpligtigelser kan virke simpelt, men tit er det en større opgave. Byggesager, hvor der ikke benyttes en byggesagsadministrator, resulterer ofte i udfordringer, som kunne have været undgået under selve byggesagen, såfremt der havde været antaget en professionel sparringspartner.