Sådan forebygger I konflikter under byggeprojekter
Der er mange parter involveret, når et byggeprojekt ruller i en boligforening – og det betyder mange og forskellige holdninger og behov. Vi guider dig til, hvordan bestyrelsen bedst håndterer uenigheder, drager nytte af dem samt undgår, at de udvikler sig til negative konflikter.
Annoncørbetalt indhold
Skrevet af: Nikolaj Karlsson, direktør for Foreninger og Private Investor, DEAS A/S
Et byggeprojekt i en boligforening påvirker mange mennesker – mennesker med forskellige livssituationer, behov og holdninger til, hvordan projektet bør udformes. Nogle danner deres holdninger på baggrund af noget, de har hørt. Andre trækker på personlige erfaringer, og nogle har måske byggeteknisk eller anden faglig viden. Selvom udgangspunkterne er forskellige, er det vigtigt, at alle stemmer i foreningen bliver hørt. Det er nemlig netop i forskellighederne, at konflikter kan opstå.
Men konflikter behøver ikke være negative. Tværtimod kan de, hvis de håndteres i tide, være med til at sikre, at foreningen forholder sig grundigt og nuanceret til projektet og de mange valg, det indebærer. Jo bedre man får talt tingene igennem fra start, jo færre overraskelser venter senere, og desto mindre er risikoen for, at konflikter udvikler sig i en negativ retning.
“Jo bedre man får talt tingene igennem fra start, desto færre overraskelser venter senere, og desto mindre er risikoen for, at konflikter udvikler sig i en negativ retning.”
Så snart projektet er sat i gang, og entreprenøren valgt, kan det være både svært og dyrt at ændre kurs. Derfor er det vigtigt, at bekymringer, spørgsmål og synspunkter bringes i spil tidligt i processen.
Informer, informer, informer
Når byggeprojektet først er i gang, er løbende og tydelig information én af de vigtigste forudsætninger for en gnidningsfri proces. En af de mest almindelige årsager til utilfredshed og konflikt i boligforeninger er nemlig, at beboerne føler sig underinformeret og måske endda ført bag lyset.
Derfor bør bestyrelsen prioritere åbenhed og sørge for, at hele foreningen løbende bliver opdateret om fremdrift, ændringer, vigtige datoer og beslutninger. Det behøver ikke være avanceret. Det vigtigste er, at beboerne oplever, at de bliver taget med på rejsen, og at informationen er til at finde og forstå.
Et enkelt men effektivt redskab er grundige referater fra bestyrelsesmøder og generalforsamlinger. Referaterne sikrer ikke bare, at vigtig information ikke går tabt, men også at forskellige holdninger bliver dokumenteret og anerkendt – også de forslag, der ikke opnåede flertal. Når beslutningsprocessen er tydelig for alle, bliver det sværere at kritisere noget i bagklogskabens lys.
Løbende bygherremøder, hvor bygherre, dvs. bestyrelsen på vegne af foreningen, bliver holdt ajour på tidsplan, komplikationer, løsninger og økonomi mm., er oplagt for at sikre den gode forståelse for projektet. Det kunne f.eks. være én gang om måneden, så der både er mulighed for at følge med i projektet, samtidig med at det tilgodeser bestyrelsen, der har et arbejds- og privatliv, de skal passe ved siden af bestyrelsesarbejdet.
Professionel vedligeholdelse sikrer værdien af jeres fælles hjem
Download brochuren for at læse mere om DEAS’ byggetekniske rådgivning til boligforeninger.
Tilmeld dig nyhedsbrevet
Få viden, inspiration og invitationer til gratis events for bestyrelsesmedlemmer i andels- og ejerboligforeninger.
Lad eksperterne være eksperter
Byggeprojekter involverer typisk mange parter, og det er entreprenøren, der har ansvaret for at styre dem. Alligevel kan det være fristende for bestyrelsen at blande sig – især i større byggesager, hvor man dagligt konfronteres med både processer og udfordringer.
Men bestyrelsens rolle er ikke at vurdere materialevalg, arbejdsmetoder eller udførelsesdetaljer. Det ansvar ligger hos de professionelle, som er hyret til opgaven, og som også er dækket af forsikringer, hvis noget går galt. Ved at holde sig til sin rolle som bygherre og beslutningstager, minimeres risikoen for misforståelser og fejl.
Desuden kan det føre til problemer internt, hvis bestyrelsen begynder at involvere sig for meget i det byggefaglige. Beboere kan komme til at holde dem ansvarlige for forhold i byggeprojektet, de egentlig ikke burde tage del i.
Få hjælp til at stille de rette spørgsmål
Det betaler sig indledningsvist at lægge tid og kræfter i at vælge en entreprenør, I føler jer trygge ved. Det handler ikke om at finde den billigste, men den I har mest tillid til, hvilket er godt givet ud på længere sigt.
Bestyrelsens rolle er at sikre, at rådgivere leverer det, de skal, at økonomien overholdes, og at tidsplanen følges. Her kan en byggeteknisk rådgiver være en uundværlig støtte. De bidrager ikke kun med faglig indsigt, men også med erfaring i at stille de rette spørgsmål på de rette tidspunkter. I sidste ende kan det have afgørende betydning for, at bestyrelsen får afklaret vigtige forhold og på den måde kommer potentielle konflikter i forkøbet, både internt i foreningen, men også i dialogen med entreprenøren.