Der er et stigende antal boligforeninger, som ønsker at få installeret elevator i deres eksisterende bagtrapper, hvor forskellige brandmæssige tiltag er nødvendige. En certificeret brandrådgiver sikrer, at beboere er bedst muligt stillet i tilfælde af brand.
At nedlægge en bagtrappe for at installere en elevator er en opgave, som ikke kun kræver professionel rådgivning vedrørende konstruktioner og statik, men som i lige så høj grad kræver nøje overvejelser og grundig dokumentation for, hvilke brandtekniske konsekvenser det har for ejendomme. Herunder hvilke tiltag der skal udføres for ikke at forringe brandsikkerheden.
Det varierer naturligvis fra byggesag til byggesag præcis hvilke brandmæssige tiltag, der skal udføres, men der er nogle generelle modificeringer, som ofte går igen.
Brandsikring af hovedtrappe
Ejendomme fra 1700-tallet og frem til ca. 1930 er som oftest udført således, at alle lejligheder har adgang til mindst to trapperum. En hovedtrappe og en bagtrappe/køkkentrappe. Disse trapper er udført i træ, og netop derfor blev det i den pågældende tidsperiode stillet som krav, at der skulle udføres mindst to udgange fra hver bolig, så man på den måde havde et alternativ, hvis den ene trappe stod i flammer eller var fyldt med røg.
Denne risiko er stadigvæk gældende i disse ejendomme, og der er derfor krav om, at der skal etableres sprinkling i det trapperum, som bliver tilbage, hovedtrappen, efter en nedlægning af den sekundære trappe – fx i forbindelse med etablering af elevator.
Tiltag og vedligeholdelse
Selvom der ikke er nogle tegn på, at en eftermonteret elevator skulle være direkte årsag til brand, skal der stadig udføres nogle brandmæssige tiltag i det trapperum, hvor elevatoren installeres.
For boligforeninger betyder en gennemgang af alle ejendommens brandtekniske forhold, at det kan skabe større sikkerhed, fordi mangler eller fejl kan udbedres. Laver man tiltag i ejendommen, der ændrer på de brandtekniske forhold i lejlighederne, er det fx også en god idé at indføre røgalarmer i lejlighederne – også selvom det ikke er et krav.
I de tilfælde, hvor der etableres elevator i bagtrappen, er det også vigtigt at have fokus på forhold mellem opgang og lejligheder. Der kan blandt andet etableres branddøre med klassificeringer, som er svarende til de krav, der stilles i det gældende bygningsreglement. Der kan også være tale om, at der skal udføres røgudluftning.
Man skal være opmærksom på, at der med alle disse brandtekniske anlæg, som sprinkling, røgudluftning og hertil hørende røgdetektering samt automatisk brandalarmering til beredskabet, også kommer en streng vedligeholdelsesprocedure, som skal følges nøje.
Dog er de fleste ejendomservicefirmaer bekendte med disse protokoller, da det bliver mere og mere almindeligt med brandtekniske anlæg i beboelsesejendomme.
Inddrag en rådgiver
Når man som boligejer eller forening begynder processen med ombygninger i ejendommen, som har indvirkning på konstruktive bygningselementer eller ændringer af de planmæssige forhold, er det vigtigt at man har en brandrådgiver med i hele processen. Det gælder både når der er tale om etablering af elevator, montering af altaner, inddragelse af loftrum, etablering af tagterrasse og sammenlægninger af lejligheder mv.
Siden 2020 har alt, hvad der drejer sig om godkendelse af brandtekniske forhold, været uddelegeret til det private med en certificeringsordning. Hos Ingeman Fischer har vi, som enkelte andre rådgivningsvirksomheder, vores egne certificerede brandrådgivere tilknyttet. På bygningsreglementets hjemmeside findes der en liste over certificerede brandrådgivere. De står for både vurderinger af muligheder for boligforeninger, og godkender de nødvendige tiltag i forbindelse med etablering af elevatorer.
Dette skaber ikke kun en mere optimeret sagsbehandling hos kommunen, men det garanterer også en sikkerhed for, at beboere i ejendommen er bedst muligt stillet i tilfælde af brand.
Artiklen er skrevet af Jesper Schiller Monsen, Bygningskonstruktør MAK / Certificeret Brandrådgiver BK2, Ingeman Fisher.
Denne og andre artikler kan læses i Magasinet Min Boligforening.