Hvem betaler for udskiftning af hoved- og bagdøre – foreningen eller den enkelte ejer?

“Vi er en ejerforening med to opgange, hvor mange af lejlighederne har gamle døre til hoved- og bagtrappe. Dørene lever ikke op til gældende brandkrav (ifølge vores forsikring) og er samtidig utætte i forhold til kulde og træk.
I den ene opgang er dørene tidligere blevet udskiftet i forbindelse med en brandsag, hvor forsikringen dækkede. Flere ejere ønsker nu at få udskiftet de resterende døre, og vi har derfor indhentet tilbud.

Vi er dog i tvivl om, hvem der skal betale. I vores vedtægter står der, at foreningen står for “forsvarlig udvendig vedligeholdelse” af døre. I normalvedtægten fremgår det desuden, at ejerforeningen står for vedligeholdelse og fornyelse af fælles bestanddele, herunder døre mod fællesarealer.

Det kunne derfor tyde på, at det er foreningen, der skal stå for udskiftningen. Men hvad hvis bestyrelsen eller foreningen ikke mener, at det er nødvendigt at udskifte dørene nu?
Kan den enkelte ejer i så fald selv udskifte sin dør – eller gå sammen med andre ejere om en løsning og selv betale?”

Ejerboligforening, København
Næstformand

Svar fra administrator

Hej, og tak for jeres spørgsmål.

Udgangspunktet er, at det er ejerforeningen, der har ansvaret.

Når jeres vedtægter fastslår, at foreningen står for “forsvarlig udvendig vedligeholdelse”, og normalvedtægten samtidig henfører døre mod fællesarealer til fælles bestanddele, peger det klart på, at både vedligeholdelse og udskiftning er en fælles opgave – og dermed en fælles udgift.

Det gælder også, selv om behovet udspringer af brandkrav eller energimæssige forhold.

Hvis bestyrelsen eller generalforsamlingen ikke mener, at udskiftning er nødvendig nu, kan de som udgangspunkt afvise at igangsætte arbejdet. Enkelt ejere kan ikke ensidigt gennemføre ændringer af fælles bestanddele, da det vil stride mod vedtægterne og hensynet til ensartethed.

Den enkelte ejer kan derfor som udgangspunkt hverken selv udskifte sin dør eller gå sammen med andre om en løsning uden foreningens godkendelse.

Ønsker man at fremme sagen, må det ske via generalforsamlingen, hvor der kan træffes beslutning om udskiftning og finansiering.

I praksis ser man dog nogle gange, at foreningen giver tilladelse til, at ejere selv betaler for udskiftning – typisk under forudsætning af, at dørene udføres ensartet og efter fælles specifikationer. Det kræver en konkret beslutning i foreningen, og man skal huske at tage stilling til, hvad der skal ske med den individuelle udskiftning, når foreningen en dag udskifter alle døre.

Men helt overordnet er dørene en fælles bestanddel, og udskiftning er foreningens ansvar. Enkelt ejere kan ikke handle alene uden godkendelse.

Med venlig hilsen