Hvor længe er en vurdering af en andelsbolig gyldig?

Vi er i tvivl om, hvor længe en vurdering af en andelsbolig er gyldig. Vores tidligere vurderingsmand angav en gyldighed på 6 måneder i sin rapport, men den nye gør ikke. Hvis vi som forening ønsker en fast gyldighedsperiode for vurderinger, skal det så fremgå af selve vurderingsrapporten, vores vedtægter eller fx vejledningen for køb og salg?

Bestyrelsesmedlem
Andelsboligforening i København

Svar fra valuar

Hej, og tak for jeres spørgsmål.

Det er god kutyme at angive gyldighedsperioden for vurderingsrapporten vedrørende individuelle forbedringer. Der findes, mig bekendt, ingen specifik lovgivning på området, men en gyldighed på 6 måneder anses som standard i branchen.

Jeg har endnu ikke set dette skrevet ind i vedtægterne, men det kan med fordel tilføjes – ligesom man kan indarbejde regler om afskrivningsmetode, værdisætning af eget arbejde m.v.

En for gammel vurderingsrapport indebærer risiko for, at ændringer og slid over tid ikke afspejles korrekt i værdiansættelsen. Det kan føre til, at forbedringernes værdi bliver for høj og dermed ikke retvisende i forbindelse med overdragelse.

Med venlig hilsen