Aarhus vokser – er boligforeningerne klar til fremtiden?

Aarhus vokser, og det stiller nye krav til byens boliger og boligforeninger. Fremtidsforsker Jesper Bo Jensen har gennem mange år fulgt udviklingen tæt – både professionelt og som aarhusianer. På Boligforeningernes Dag giver han sit bud på, hvad der venter forude.
Portræt_Caro_forfatterfoto

Caroline Flaga Vindelev, kommunikationsmedarbejder, Min Boligforening

Aarhus er under forandring. Byen vokser, nye områder skyder op, og flere mennesker skal finde deres hjem inden for byens grænser. Ifølge fremtidsforsker Jesper Bo Jensen er der heller ikke meget, der tyder på, at udviklingen stopper foreløbig: “Aarhus er den by i Danmark, der vokser mest indbyggermæssigt de kommende 10 år. Det skaber et stort behov for boliger, men giver samtidig mulighed for at prøve nye ting af.”

Jesper Bo Jensen kender udviklingen på nært hold. Han er både uddannet i og bor i Aarhus – og så er han fremtidsforsker og direktør i Fremforsk – Center for fremtidsforskning, hvor blandt andet bolig- og befolkningsudvikling hører til hans fagområder. Blandt andet har han lavet analyser for Aarhus Kommune og arbejdet med byens udvikling og boligforeninger.

“Jeg kender byen ret godt. Jeg har arbejdet med Aarhus gennem mange år og fulgt de forandringer, byen har gennemgået,” fortæller han.

Det er den kombination af fremtidsforskning og et indgående kendskab til Aarhus, han tager med sig på Hovedscenen til Boligforeningernes Dag.

Aarhus er den by i Danmark, der vokser mest indbyggermæssigt de kommende 10 år. Det skaber et stort behov for boliger, men giver samtidig mulighed for at prøve nye ting af.

Hvilke boliger skal der være plads til?

Når en by vokser, handler det ikke alene om at bygge flere boliger. Det rejser også spørgsmålet om, hvilke boliger der er brug for, og hvem der skal kunne finde plads i byen.

Jesper Bo Jensen peger blandt andet på børnefamilierne. For når behovet for mere plads vokser, kan blikket hurtigt rette sig mod områder uden for Aarhus.

“Familierne vil ud og have den plads, de har brug for – og den har de bedre råd til at betale for uden for Aarhus,” fortæller han.

Det stiller ifølge fremtidsforskeren nogle interessante spørgsmål til fremtidens boligbyggeri. For hvordan skaber man boliger, der passer til den befolkning, der skal bo i byen – ikke bare i dag, men også i de kommende år?

Og netop væksten giver mulighed for at tænke i nye retninger: “Der bliver brug for rigtig mange boliger. Det betyder også, at man får mulighed for at prøve nogle ting af og udvikle den måde, boligforeningerne bygger på.”
Boligforeningerne skal også følge med

Men det er ikke kun bygningerne, der udvikler sig, når byen forandrer sig. Jesper Bo Jensen mener også, at udviklingen giver anledning til at se på, hvordan boligforeningerne er organiseret – og hvordan organisationen kan følge med tiden.

“Foreningsmodellen blev udviklet i 1970’erne og passede rigtig godt til den tid. I dag ser virkeligheden anderledes ud, og derfor er der også noget, boligforeningerne kan udvikle.”

Det er netop samspillet mellem byens udvikling, aarhusianernes boligbehov og boligforeningernes egen udvikling, Jesper Bo Jensen interesserer sig for. I sit oplæg vil han derfor både rette blikket mod de forandringer, der kommer til at præge Aarhus, og mod de muligheder, boligforeningerne har for selv at præge udviklingen.

For Jesper Bo Jensen er ambitionen, at deltagerne går fra oplægget med blik for mulighederne i den udvikling, Aarhus står overfor – og med lyst til at stille nye spørgsmål hjemme i deres egen forening.

Selv glæder han sig især til den samtale, der kan opstå på dagen: “Jeg glæder mig til at møde folk fra boligforeningerne, tale med dem og diskutere med dem.”
Hør Jesper Bo Jensen - kl: 10:15 til: 11:00 på Hovedscenen

Relevante artikler