Hjem / Bestyrelsen / Hvad skal der til for at få flere unge i bestyrelsen?

Hvad skal der til for at få flere unge i bestyrelsen?
Mange boligforeninger kæmper med at tiltrække unge til bestyrelsen. Fremtidsforsker Anne-Marie Dahl giver her sit bud på, hvorfor det kan være svært at engagere de yngre generationer.
- Katrine Sofia Degnegaard, skribent, Min Boligforening
Fremtidsforsker hos Futuria, Anne-Marie Dahl, har en unik baggrund i både psykologi og statskundskab, og med mere end 20 års erfaring inden for fremtidsforskning er hun ekspert i at identificere og analysere de store samfundsmæssige tendenser, også kaldet megatrends, som er med til at forme måden, generationerne engagerer sig i boligforeninger på.
"Den unge generation er vokset op meget mere individualistisk, med et mere fleksibelt mindset og en trang til at forandre noget her og nu.”
Generationsforskelle i bestyrelsesarbejdet
“Der er en tydelig ændring i den måde, unge mennesker engagerer sig i deres boligområder,” forklarer Anne-Marie Dahl. “Vi har tidligere organiseret os på en måde, hvor både arbejde, familie og bolig var meget stationært og struktureret. Den unge generation er vokset op meget mere individualistisk, med et mere fleksibelt mindset og en trang til at forandre noget her og nu.”
Anne-Marie Dahl understreger: “Vi kender jo godt det samfund, vi allerede har, men vi skal prøve at forstå den unge generation, der er på vej ind i vores boliger og organisationer. De er nemlig påvirket af nogle andre tendenser end dem, der har skabt strukturen i vores boligforeninger.”
Hvad kendetegner den yngre generation?
For bedre at forstå nutidens unge generationer er det værd at huske, at ungdommen til alle tider har haft en vis modstand mod det etablerede. Det er også i ungdommen, at man er særligt påvirket af de aktuelle megatrends, der er i samfundet. “De yngre generationer, som jeg med en bred betegnelse kalder SoMe-generationen, har været unge i en digitaliseret og individualiseret verden, hvilket har formet dem til stærke meningsdannere, der ønsker hurtig indflydelse.”
Den måde, vi har organiseret vores boligforeninger på, passer dog ikke nødvendigvis til de yngre generationers tilgang til fællesskabet. “De vil hellere have løbende organisering og mulighed for at kunne deltage fra sag til sag,” forklarer Anne-Marie Dahl. Hvorfor forpligte sig som medlem af bestyrelsen for de næste to år, når man ikke er sikker på at bo i foreningen til den tid? Og hvorfor vente på en løsning til næste bestyrelsesmøde, når det hurtigt kan fikses over Facebook med lidt hjælp fra en hurtig Google-søgning?
For at give plads til de yngre generationer i foreningen og samtidig styrke bestyrelsesarbejdet fremhæver Anne-Marie Dahl, hvordan en kombination af traditionelle og nye metoder kan berige boligforeningernes fællesskab. F.eks. kan digitalisering og fleksible deltagelsesmodeller blive nøgleelementer. “Ved at implementere mere digitale løsninger og skabe rum for ad hoc engagement, kan vi måske tiltrække flere unge medlemmer,” siger hun.
Messen for andels- og ejerboligforeninger samt almene foreninger
- 1. marts 2025 kl. 9:00 - 17:00
- Forum, København
Digitale muligheder
“Men er de unge ikke hele tiden på deres skærm i stedet for at være en del af fællesskabet?”, lyder det ofte fra den ældre generation. Ifølge Anne-Marie Dahl er skærmtid ikke ensbetydende med fravær fra fællesskabet. “Det ser ud til, at de unge er meget sociale, selvom de også er meget individuelle”, påpeger Anne-Marie Dahl, “De sociale medier giver nemlig mulighed for spontanitet og er en helt anden måde at tænke det sociale på end planlægning. De kan være med til at skabe en samhørighedsfølelse og et større kendskab til hinanden, der giver os større lyst til at møde hinanden i det fysiske rum.”
Ved at udnytte de unges evne til spontanitet og deres naturlige tilknytning til digitale netværk kan man skabe en mere dynamisk og inkluderende boligforening. For eksempel kan der oprettes grupper eller sider, hvor beboere kan dele idéer, arrangementer og information om fællesaktiviteter.
Vi kan allesammen bidrage med noget
Selvom det er de yngre generationer, der repræsenterer fremtiden, betyder det ikke, at andre generationer ikke længere har noget at bidrage med. Tværtimod. “Der er forskellige måder at deltage og arbejde på, men selvfølgelig kan det forenes,” påpeger Anne-Marie Dahl. “De ældre generationer kan bidrage med deres erfaring og overblik. De kan sætte ting i kasser, har prøvet det meste mange gange før og er måske bedre til at tage det lange seje træk, end de sprælske unge”, fortæller Anne-Marie Dahl og fortsætter: “De unge er bedre rustet til fremtidens mere flydende samfund med deres evne til at være fleksible og omstille sig under skiftende betingelser.”
Mod en ny æra af bestyrelsesarbejde
For at drive sunde foreninger både nu og i fremtiden er det afgørende at rette fokus mod dialog og generationsforståelse. Anne-Marie Dahl opfordrer til mere åbenhed og samarbejde mellem generationerne. “Vi skal blive bedre til at lytte og være nysgerrige, frem for at blive irriterede over det, der er anderledes. Vi skal turde at ryste posen og prøve noget nyt. Og så skal vi forklare og forventningsafstemme med de andre generationer, hvorfor vi opbyggede vores systemer på den måde, vi gjorde,” forklarer Anne-Marie Dahl. Herefter understreger hun vigtigheden af, at vi skal huske at grine af os selv og hinanden: “Når vi sætter den her generationskløft meget skarpt op, så kan vi bedre se nogle af de forskelle, som vi alle ubevidst er bærere af. Når jeg holder oplæg, prøver jeg at sætte et spejl op, så vi kan grine lidt af os selv og forskellen imellem os. Det er sådan, forandringen opstår,” siger Anne-Marie Dahl.
Relevante artikler
Boligforeningers Dag 2025
Få viden, inspiration og invitationer til gratis events relevante for dig, der er bestyrelsesmedlem i en andels- eller ejerboligforening. Vi udsender nyhedsbrevet med 2-3 ugers mellemrum og sørger for, at du får den vigtigste information direkte i indbakken.
Find inspiration, viden og netværk
Bliv klogere på en lang række emner, som måtte have releavns i netop din boligforening, så du er klædt bedre på til kommende projekter eller udfordringer
Bestyrelsesarbejdet i andels- eller ejerboligforeninger er afgørende for en velfungerende og harmonisk ejendom både socialt og økonomisk.
Forbedring af ejendommens tilstand gennem omhyggelig planlægning og vedligehold kan sikre en stabil økonomi og øget ejendomsværdi
Optimer energiforbruget i jeres forening med effektive løsninger, der reducerer omkostningerne og fremmer ansvarlig brug af energikilder.
I boligforeninger er vi fælles om mange faciliteter, der er vigtige for beboernes komfort, trivsel og daglige bekvemmelighed.
Ved at styrke bygningens beskyttelse mod vejrpåvirkninger, kan I opnå et bedre indeklima samt lavere energiforbrug.
Udendørs områder og faciliteter i boligforeningen spiller en essentiel rolle for beboernes livskvalitet og velvære
Sikring af andels- og ejerboligforeninger mod skader er væsentligt for både beboernes sikkerhed og ejendommens værdi.
Tilmeld boligforening
Modtag automatisk gratis materialer med posten samt nyhedsbrev med viden, inspiration og invitationer til events.